fredag den 26. oktober 2007

The Heartbreak Kid


Eddie Cantrow, har lige rundet de fyrre og begynder at være lettere irriteret over, at han ikke kan finde en kvinde, der passer godt til ham. Så da han bliver velsignet med en chance for at score en flot og sød kvinde, er han hurtig til at bide på. Måske for hurtig. For selvom han havde ventet hele livet på drømmekvinden, skulle han måske have dæmpet giftelysten en anelse – måske ventet en lille uge. En baggrund som stofmisbruger, hvilket medfører en betragtelig gæld, og samtidig også arbejdsløs, var ikke lige det, Cantrow havde forventet af sin kone. Hvad der starter som en drøm, udvikler sig hurtigt til et mareridt. Da Eddie sidder ved baren og skyller sin frustration ned efter en mindre krise, møder han drømmekvinde nr. 2. Hun hedder Miranda, og er en glad, køn pige, som virker mere ligetil, end konen tilbage på hotelværelset. Eddie begynder at forstille sig en fremtid med Miranda, men af gode grunde er det ikke let for ham. Så hvad gør han? Han lyver sig fra sit spæde ægteskab.
Og når man bygger et korthus af løgne braser det selvfølgelig sammen – og så siger jeg ikke mere..

Intet nyt
Folkene bag komedieklassikere som “Vild med Mary” og “Dum Dummere”, har leveret en af de mest overflødige film i dette år. Ben Stiller spiller den midaldrende og kærlighedsærgerrige Eddie Cantrow. Desværre er Stiller alt for genkendelig i sin småkiksede hovedrolle ala David Starsky (i Starsky and Hutch) og Gaylord Focker (i Meet the Parents). En glædelig overraskelse er dog Malin Akerman, der fremstiller sin rolle på en frisk og uimponeret facon. Plottet er dog ikke særligt interessant, og man venter forgæves på at blive overrasket. Man bør desværre ikke forvente, at hverken det vittige eller handlingen i filmen bringer noget nyt til genren.

Hold ikke vejret…
For der er langt mellem de sjove øjeblikke. Derudover virker det lidt for let, når man bruger en 30-år gammel mainstreamkomedie til at lokke brødrene Farelly. De to instruktørers argument for at sige ja til ’manuset’ er også lidt tyndt: Det, der fascinerede os ved manuskriptet, var, at de havde vendt historien på hovedet. – Ja det var da flot...

Ben Stiller virker som altid overbevisende i sin rolle, men han er i seriøs fare for at blive øremærket, som en ”stereotyp semiklovn, der altid ender på toppen”. Filmen har dog få gode elementer som f.eks. da Cantrow flygter over grænsen fra Mexico til USA. Men det var vist også, hvad jeg havde noteret mig af træk på smilebåndet under filmen.

Handling / Beskrivelse:
På tredjedagen af sin bryllupsrejse tror Eddie Cantrow endelig, at han har fundet sit livs kærlighed. Desværre er det ikke hans kone!
Eddie har rundet de 40 uden at finde kærligheden, så da tilfældet bringer ham sammen med smukke Lila, kan han dårligt tro sit held. Det bliver til en kort romance, et hurtigt bryllup og så af sted på bryllupsrejse. Men de er ikke kommet langt, før Eddie opdager, at han egentlig ikke ved ret meget om Lila, og han må erkende, at hendes charmerende træk også kan være ret anstrengende. Hun er med andre ord helt anderledes end den ligefremme og søde Miranda, som han møder i baren, mens Lila har låst sig inde på værelset for at pleje en solskoldning. Og så fører det ene til det andet, mens Eddie febrilsk prøver at holde flere bolde i luften på en gang… men det er ikke let at gå fra ikke at have fundet kærligheden og til at have to kvinder i sit liv. På samme hotel.

Brødrene Bobby og Peter Farrelly kaster (endnu engang) Ben Stiller ud i jagten på den store kærlighed og kaster så mange forhindringer som muligt i vejen for ham for at more publikum med hans bizarre krumspring. De kaster også svenskfødte Malin Akerman og søde Michelle Monaghan på hans stenede vej til kærligheden som hhv. Lila og Miranda. Og til overflod Jerry Stiller i rollen som Bens (aldeles ucensurerede) far! af: Rasmus Amtoft, Filmland.dk


Håndværker - colic-help - skateboard - tsunami - china