”Rendition”, som har fået den tåbelige danske titel ”Afsløringen”, er brandaktuel. Så sent som i søndags kom det frem, at CIA har haft sit omstridte fangeprogram kørende siden 1995 – eller, som det oplyses i filmen, siden Clintons tid i det Hvide Hus. Muligheden for at overføre terrormistænkte til fremmede lande på et simpelt grundlag, hvor de mistænkte under stærk kritisabel afhøring (læs: tortur) fremtvinges oplysninger, skulle være en nødløsning. En ekstremitet, man kunne ty til, når intet andet var muligt. Men – og dilemmaet er, at det måske er forståeligt – de såkaldte fangeflyvninger er blevet en helt almindelig praksis efter en tragisk tirsdag i september 2001.
Centralt i filmen er kemiingeniøren Anwar El-Ibrahimi (Omar Metwally). Han er et skoleeksempel på den ønskværdige indvandrer. Bosiddende i Chicago, veluddannet, velanset, vellønnet. Kort sagt, velintegreret. Det er kun et problem. Under en konference i Sydafrika har han (måske?) modtaget et ubesvaret opkald fra en telefon, som forbindes med en international terrorist. En terrorist, der for nylig har påtaget sig ansvaret for en terrorbombe. Da El-Ibrahimi vender tilbage til USA, pågriber CIA ham, sletter alle oplysninger om hans hjemkomst og sender ham på et fly til Nordafrika. Her venter der tørre tæsk, elektriske stød og waterboarding. Kort sagt, alt godt fra torturbødlens godtepose.
Den såkaldte ”afhøring” udføres af lederen af det lokale fængsel – men overværes af CIA-manden Douglas Freeman (Jake Gyllenhaal). Freeman er ikke manden i marken, han er en ”pencil pusher”, en analytiker, en tør akademiker – alt andet end handlingens mand. Som han lakonisk konstaterer: ”this is my first torture”.
Torturscenerne er dvælende og vedholdende, men aldrig upassende udpenslede. De understøtter ét af filmens mange kritiske spørgsmål: hvis man bliver tortureret, er man ikke blot tilbøjelig til at sige det, som bødlen ønsker? Er der overhovedet nogen sandhedsværdi i oplysninger fremskaffet ved hjælp af tortur? Vil El-Ibrahimi ikke blot tilstå en forbindelse med terroristen?
Metwally som den torturerede kemiingeniør udstyrer sin karakter med en smertelig autenticitet i dette morads af uanstændig og umenneskelig fornedrelse. Gyllenhaals karakter er derimod lidt for forudsigelig og klichebundet. Da den moralske tvivl først begynder at nage hos denne embedsmand i marken, er der aldrig rigtig nogen tvivl om historiens udfald.
Mere interessant er filmens anden handlingstråd, der foregår i USA. Her nægter El-Ibrahimis hustru, den højgravide Isabelle (Reese Witherspoon), at acceptere at hendes mand tilsyneladende er gået ombord på et fly i Sydafrika og derefter forsvundet sporløst. Heldigvis har hun kontakter i Washington, og hun kommer tæt på en senator, som måske kan hjælpe hende med en løsning.
Isabellas jagt på sandheden er filmens bedste del. Her tackler den effektivt de tvingende spørgsmål, som trænger sig på. Hvor mange etiske hensyn er man villig til at tilsidesætte for at beskytte uskyldige? Hvad legitimerer tortur? Helliger målet midlet? Kan man forbryde sig mod et enkelt menneske for at redde 7000 i Londons centrum! Dette vanskelige dilemma får liv og substans i Witherspoons karakter, den intetanende hustru. Men det kommer til sin fulde ret hos Meryl Streep, der giver en fremragende præstation som lederen af CIA. Kold, kynisk og uden at blinke tilsidesætter hun moralsk korrekte valg i den nationale sikkerheds tjeneste. Streep spiller rollen perfekt med en sofistikeret hårdhed, der er yderst sjælden.
Filmens tredje handlingstråd kunne man derimod godt have undværet. Her følger vi torturlederens datter, der forelsker sig i en fundamentalist. Sigtet er selvfølgelig at give bombemændene et menneskeligt ansigt, men forbindelsen til resten af filmen er noget søgt. Heller ikke et twist med filmens kronologi hen imod mod slutningen undgår en bitter smag af iøjnefaldende konstruktion og unødvendigt påklistret raffinement.
Filmen har med sine forskellige handlingstråde, der udspringer af den samme begivenhed, skelet til sidste års succes ”Babel” – hvilket skam ikke er nogen dårlig ide. Den kunne dog sagtens have udeladt den manipulerede kronologi og de formalistiske fiksfakserier, og i stedet holdt fokus på det væsentligste. Det er det politiske spil, de moralske og etiske dilemmaer og de menneskelige konsekvenser, der er filmens kerne!
”Rendition” er en film, der ønsker at konkretisere, problematisere og diskutere. Det lykkes! Det er et intelligent og velskrevet drama, der vækker til etisk og moralsk eftertanke. Til trods for ujævnhederne.
Håndværker - colic-help - skateboard - islam - terror
